Flot program til Havnens Dag den 25. maj

Lørdag den 25. maj byder Præstø Havn og de aktive klubber og foreninger med tilknytning velkommen på havnen. Der bliver noget se på.

Det er alle havnens aktører og brugere, der er gået i samarbejde om at arrangere Havnens Dag. Præstø Bådejerklub, Præstø Kajak- og Padleklub og Præstø Roklub holder ligeledes åbent hus, hvor de deler ud af deres ekspertise og glæde ved at være på vandet i fritiden og tilbyder interesserede en tur på vandet.

På land vil der også være nok at se på. Butikker fra Præstøs handelsliv har boder i pakhuset på havnen, der er skattejagt for børnene, og tovtrækningskonkurrence.

Præstø Sport er også til stede og fortæller om Open Water Svømning og Street Basket. Begge dele kan opleves og prøves for de der har lyst.

Arrangementet skydes i gang af DRs kendte radiovært fra P4 Dennis Johannesson, der holder åbningstalen og vores kendte trompetist, der gennem mange år om sommeren har spillet solen og flaget ned på havnen, Erik Arnsted, spiller nogle kendte sange.

Havnens Dag er et non-profit landsdækkende arrangement støttet af Nordea Fonden. I år deltager i alt 80 havne på landsplan.

Tidsplanen for alle aktiviteter på havnen fremgår af  Dagsprogram-Havnens-Dag-2019